Munkevejen
Luk
 
Kontaktpunkt I Danmark:
Maribo Turistbureau, Stationspladsen 11, 4930 Maribo, +45 54 78 04 96, visitmaribo@infololland.dk

Munkevejen er en tematiseret cykelrute. Den kommer forbi historiske steder, der vidner om kristendommens udbredelse og dens betydning for vores kulturarv. Samtidigt nydes og formidles den unikke natur og de mange købstæder og landsbyer. Ruten starter i Brehmen i Tyskland og går herfra til Glückstadt nord for Hamburg, hvor den fortsætter gennem Schleswig­Holstein til Femern. På dansk side går ruten fra Rødbyhavn til Roskilde. Der er to større loops på Munkevejen, som også kan bruges til rundture. Det ene er på Lolland og det andet på Falster/Sydsjælland, hvor det sidste også er et alternativ, når færgen Bogø-Stubbekøbing ikke sejler.

Seværdigheder formidles ved informationstavler langs ruten og her på hjemmesiden, hvor du også kan finde oplysninger om spisesteder og overnatning. Et trykt kort med beskrivelser af etaper kan købes på www.friluftsguiden.dk. Kortet findes også på tysk og engelsk.

I Danmark er hovedruten skiltet med cykelrutenummer 88. Ruten er opdelt i etaper på mellem 15 og 35 km. Ved hver etapestart er et muligt at overnatte i telt på lejr­ og campingpladser. Fra Roskilde kan fortsættes af cykelrutenr. 4 til København C. I Tyskland køres efter Munkevejens logo. Se ruten på www.moenchsweg.de

Ruten forløber på et varieret forløb langs eksisterende småveje, stier og rekreative ruter gennem landskabet. Den passerer kirker, klostre, historiske ruiner, gamle helligkilder, kulturmiljøer, naturområder og andre særlige steder. Ruten binder de mange købstæder sammen på en snor. Etableringen af ruten er støttet af Vejdirektoratets Cykeltrafikpulje, Miljøministeriets Tips­ og Lottomidler (Friluftsrådet), De Regionale udviklingsmidler (Region Sjælland) og kommunerne: Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Sorø, Ringsted, Lejre og Roskilde samt Østdansk Turisme. Go’ tur! 
Min tur
..data loading ..