Sorgenfri Slotspark
Ruten starter lige ved Fuglevad Station lige ved Sorgenfri Slotspark, der strækker sig fra Lyngby Mølle til Fuglevad mellem Mølleåen og Kongevejen.
Sorgenfri Slotspark rummer forskelligartede områder med både græsplæner, gammel løvskov, ellesump i et let kuperet strøg af mølleådalen. Naturmæssigt set kan man fx være heldig at iagttage spændende dyreliv, finde svampe eller gøre interessante plantefund.
Fuglevad Mølle
Her ses en mølledam og nuværende mølle er fra 1874.
Brede Værk
Museet Brede Værk ligger i Danmarks største fredede industrianlæg. Med lyd, lys, levende billeder, og et mylder af spændende ting får du indblik i historien om almindelige menneskers hverdag på vej mod nutidens samfund og om industrialiseringens betydning for dagligdagen.
Mød fabrikkens folk på de interaktive film mellem de gamle maskiner, konkurrér med andre omkring samlebåndet, og nyd de rustikke fabriksbygninger, midt i den skønneste natur.
Rådvad
En lille bebyggelse ved Mølleåen i midten af Dyrehaven. Byen er opstået som industriby omkring vandmøllen Raadvad Mølle. De første kilder, der dokumentere eksistensen af en mølle og dæmning på stedet, stammer fra 1600-tallet. Senere opstod Raadvadfabrikkerne her og er i dag blandt andet kendt for knivproduktion, der stod på helt frem til 1972. I byen er der vandrehjem og kro.