Kirke Værløse
Byen er velbevaret som middelalderlandsby, hvor gårdene endnu ligger tæt i det åbne landskab. Det var oprindeligt den største by i området og folketællingen i 1787 melder om 15 gårde (112 beboere) og 52 husmandssteder (216 beboere).
Midt i byen findes Værløse Kirke, bygget omkring år 1200 i klassisk romansk stil.
Lille Hareskov
Cykelrute 53 går gennem det kæmpestore, sammenhængende skovområde Hareskoven. Her vest for S-togsbanen hedder skoven "Lille Hareskov". Navnet hentyder til "harre", som er et gammelt ord for sten eller stendynger.
Nogle af de mest bemærkelsesværdige fortidsminder i Hareskovene er Rillestenene. Ifølge nogle forskere er rillestenene rester efter stenhugning i forbindelse med kirke- eller borgbyggeri. Andre mener, at stenene har haft en kultisk funktion, eller at de har fungeret som sol- eller stjernekalendere. Rillestenene ligger overalt i skoven. Hvis du vil vide mere, kan du besøge Furesø Museer på Mosegaarden.